Guide · Opdateret 31. juli 2026

Tilskud til hjælpemidler: hvad betaler kommunen — og hvad køber du selv?

Mange betaler selv for hjælpemidler, som kommunen ville have udlånt gratis. Andre venter måneder på en bevilling, de aldrig kunne få. Denne guide forklarer reglerne i serviceloven i et sprog, man kan forstå — og hjælper dig med at finde ud af, hvilken vej der gælder for dig.

De tre veje — kort fortalt

Betingelserne i § 112 — hvad kommunen kigger efter

Kommunen skal yde støtte til et hjælpemiddel, når to ting er opfyldt. For det første skal din fysiske eller psykiske funktionsevne være varigt nedsat — altså ikke noget, der forventes at gå over. For det andet skal hjælpemidlet gøre en reel forskel; lovens ord er, at det i væsentlig grad skal afhjælpe de varige følger af funktionsnedsættelsen, i væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet — eller være nødvendigt for, at du kan passe et arbejde.

Bemærk ordet væsentlig: Det er her, de fleste afslag begrundes. At et hjælpemiddel er rart at have, er ikke nok — det skal være afgørende for, at hverdagen fungerer. Til gengæld ser kommunen ikke på din økonomi: Hjælpen er uafhængig af indkomst og formue.

Hjælpemiddel eller forbrugsgode — den forskel, der afgør regningen

Et hjælpemiddel er fremstillet specielt for at afhjælpe en funktionsnedsættelse — en rollator eller en kørestol findes ikke af andre grunde. Den slags udlånes gratis ved bevilling.

Et forbrugsgode er et almindeligt produkt fra almindelige butikker, som også kan kompensere for en funktionsnedsættelse — el-scooteren er klassikeren. Her gælder tre regler: Udgiften skal være over 500 kr., kommunen dækker normalt 50 procent af prisen på et standardprodukt, og fungerer produktet udelukkende som hjælpemiddel for dig, kan kommunen dække det hele. Kræver din funktionsnedsættelse en dyrere udgave eller særlig tilpasning, betaler kommunen merprisen.

Den vigtigste undtagelse: Produkter, der hører til sædvanligt indbo — det, der efterhånden findes i de fleste hjem — kan der slet ikke ydes hjælp til. Grænsen flytter sig over tid, i takt med hvad der bliver almindeligt eje.

Frit valg: du må gerne vælge en bedre model

Bevilger kommunen et hjælpemiddel, har du som udgangspunkt frit valg af leverandør. Kommunen refunderer op til den pris, den selv kunne have skaffet hjælpemidlet til — typisk via en leverandøraftale — og vælger du en dyrere model, betaler du selv differencen. Det frie valg gælder dog ikke, hvis kommunen kan stille et hjælpemiddel til rådighed, der er fuldstændig identisk med det, du ønsker.

Sådan søger du — trin for trin

1. Kontakt din kommune. Ansøg digitalt på borger.dk, eller ring til kommunens visitation eller hjælpemiddelafdeling. Du behøver ingen henvisning fra lægen.
2. Beskriv hverdagen, ikke diagnosen. Kommunen vurderer funktionsevne: Hvad kan du ikke længere, og hvad ville hjælpemidlet ændre? Vær konkret — “jeg kan ikke gå til købmanden uden pauser” siger mere end et diagnosenavn.
3. Tag imod hjemmebesøget. Mange kommuner sender en ergoterapeut forbi. Det er din bedste chance for at vise behovet i praksis — og for at få faglige råd med i købet.
4. Få afgørelsen på skrift. Kommunen skal give dig en skriftlig afgørelse med begrundelse og klagevejledning. Sagsbehandlingstiden varierer — kommunerne offentliggør selv deres frister.
5. Uenig i afslaget? Klag. Klagen sendes til kommunen inden fire uger — fastholder den sit afslag, går sagen automatisk videre til Ankestyrelsen.

Hvad med behandlingsredskaber og midlertidige behov?

Skal du bruge krykker efter en operation eller en badebænk i seks ugers genoptræning, er det ikke en sag for kommunen — serviceloven kræver varighed. I stedet udlåner sygehuset behandlingsredskaber, når de er en del af behandlingen. Spørg altid afdelingen, før du selv køber.

Dækker sygehuset ikke, og er behovet kort, er eget køb ofte billigere end besværet: krykker fås fra omkring 150 kr., og en badebænk fra omkring 300 kr. Vores kategorisider viser dagens priser fra danske forhandlere, så du ikke betaler mere end nødvendigt.

Ofte stillede spørgsmål