Guide · Opdateret 8. august 2026

Tilskud til hjælpemidler: hvad betaler kommunen — og hvad køber du selv?

Mange betaler selv for hjælpemidler, som kommunen ville have udlånt gratis. Andre venter måneder på en bevilling, de aldrig kunne få. Denne guide forklarer reglerne i serviceloven i et sprog, man kan forstå — og hjælper dig med at finde ud af, hvilken vej der gælder for dig.

De tre veje — kort fortalt

Betingelserne i § 112 — hvad kommunen kigger efter

Kommunen skal yde støtte til et hjælpemiddel, når to ting er opfyldt. For det første skal din fysiske eller psykiske funktionsevne være varigt nedsat — altså ikke noget, der forventes at gå over. For det andet skal hjælpemidlet gøre en reel forskel; lovens ord er, at det i væsentlig grad skal afhjælpe de varige følger af funktionsnedsættelsen, i væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet — eller være nødvendigt for, at du kan passe et arbejde.

Bemærk ordet væsentlig: Det er her, de fleste afslag begrundes. At et hjælpemiddel er rart at have, er ikke nok — det skal være afgørende for, at hverdagen fungerer. Til gengæld ser kommunen ikke på din økonomi: Hjælpen er uafhængig af indkomst og formue.

Hjælpemiddel eller forbrugsgode — den forskel, der afgør regningen

Et hjælpemiddel er fremstillet specielt for at afhjælpe en funktionsnedsættelse — en rollator eller en kørestol findes ikke af andre grunde. Den slags udlånes gratis ved bevilling.

Et forbrugsgode er et almindeligt produkt fra almindelige butikker, som også kan kompensere for en funktionsnedsættelse — el-scooteren er klassikeren. Her gælder tre regler: Udgiften skal være over 500 kr., kommunen dækker normalt 50 procent af prisen på et standardprodukt, og fungerer produktet udelukkende som hjælpemiddel for dig, kan kommunen dække det hele. Kræver din funktionsnedsættelse en dyrere udgave eller særlig tilpasning, betaler kommunen merprisen.

Den vigtigste undtagelse: Produkter, der hører til sædvanligt indbo — det, der efterhånden findes i de fleste hjem — kan der slet ikke ydes hjælp til. Grænsen flytter sig over tid, i takt med hvad der bliver almindeligt eje.

Kropsbårne hjælpemidler — dem, du har på kroppen

Ved siden af de tekniske hjælpemidler, man kan låne hjem — rollatoren, kørestolen, badebænken — findes en gruppe, der bevilges efter samme paragraf, men fungerer helt anderledes: de kropsbårne hjælpemidler. De er tilpasset din krop, du beholder dem, og for nogle af dem betaler du selv en fast del af prisen.

De almindeligste typer kropsbårne hjælpemidler er ortopædisk fodtøj og ortopædiske fodindlæg, kompressionsstrømper, proteser — arm-, ben-, bryst- og øjenproteser — samt stomihjælpemidler og parykker.

Ortopædisk fodtøj og indlæg

Ortopædiske sko bevilges ved en varig og svær foddeformitet, hvor generne kan afhjælpes af skoen. Det er ikke en skønssag fra kommune til kommune: der findes syv lægelige tilstande, der kan give ret til ortopædisk fodtøj.

• Leddegigt med svært forfodsfald og tådeformiteter — her kan ortopædiske fodindlæg eventuelt suppleres med gængesål
• Risiko for sår i fodsålen med føleforstyrrelser som følge af sukkersyge eller kroniske nervelidelser
• Svært forfodsfald ved samtidigt dårligt blodomløb, for eksempel klostillede tæer og hammertæer
• Stiv fodrod — medfødte sammenvoksninger (coalitio) eller svære fejlstillinger efter brud
• Erhvervet platfod som følge af degeneration
• Aflastning af varigt smertende ar i fodsålen
• Andre foddeformiteter af tilsvarende sværhedsgrad, efter særlig begrundelse

Ortopædiske fodindlæg kan bevilges, når indlægget kan afhjælpe generne, og du uden det ville skulle bruge ortopædisk fodtøj. Der kan derimod ikke søges hjælp til indlæg ved almindelig eller blød platfod hos børn.

Her gælder en egenbetaling pr. par, som reguleres hvert år. I 2026 er den 1.100 kr. for voksne og 610 kr. for børn — resten betaler kommunen. Bemærk forskellen fra rollatoren: fodtøjet er dit, og egenbetalingen falder, hver gang du får et nyt par.

Andre kropsbårne hjælpemidler

Ved en varig øjenlidelse kan briller og øjenproteser komme på tale, og ved varigt smertende ar eller kroniske nervelidelser kan særligt fodtøj eller kompressionsbehandling være det, der afhjælper generne. Fælles for dem alle er, at det er den varige funktionsnedsættelse — ikke diagnosen i sig selv — kommunen vurderer.

Hvad med høreapparater?

Høreapparater hører ikke under kommunen: de er behandling og bevilges gennem regionen, enten på en offentlig høreklinik eller med offentligt tilskud hos en privat. Til gengæld er høretekniske hjælpemidler — teleslynge, forstærket telefon, vækkeur med vibrator, lysanlæg til dørklokken — kommunens område efter § 112. De to ting forveksles ofte, og det koster ventetid at søge det forkerte sted.

Frit valg: du må gerne vælge en bedre model

Bevilger kommunen et hjælpemiddel, har du som udgangspunkt frit valg af leverandør. Kommunen refunderer op til den pris, den selv kunne have skaffet hjælpemidlet til — typisk via en leverandøraftale — og vælger du en dyrere model, betaler du selv differencen. Det frie valg gælder dog ikke, hvis kommunen kan stille et hjælpemiddel til rådighed, der er fuldstændig identisk med det, du ønsker.

Når det ikke er et hjælpemiddel, men boligen

Nogle gange er problemet ikke, hvad du mangler, men hvordan boligen er indrettet. Dørtrinnet, badeværelset, det ene trin op til køkkenet. Her findes en tredje paragraf: efter servicelovens § 116 kan kommunen betale for boligændringer, når ændringen er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet for dig med en varigt nedsat funktionsevne. Det kan være fjernelse af dørtrin, greb på badeværelset eller en rampe ved hoveddøren.

Boligindretning søges samme sted som hjælpemidler, og grænsen mellem de to er ikke altid skarp: en løs rampe, du kan tage med, er typisk et hjælpemiddel, mens en fastmonteret ombygning er en boligændring. Kommunen afgør selv, hvilken kasse sagen hører i — det behøver du ikke gætte, før du søger.

Hjælpemidler til dit arbejdsliv

Skal hjælpemidlet bruges for, at du kan passe et job eller tage en uddannelse, går vejen ofte gennem jobcentret i stedet for hjælpemiddelafdelingen. Her kan der bevilges arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger, og det er en anden pengekasse end den, der dækker hverdagen derhjemme. Serviceloven dækker også hjælpemidler, der er nødvendige for at udøve et erhverv — men søger du gennem jobcentret, er sagsbehandlingen typisk hurtigere, fordi den hænger sammen med din beskæftigelse.

Sådan søger du — trin for trin

1. Søg hos kommunen. De fleste kommuner tager imod ansøgninger gennem den digitale selvbetjening på borger.dk, hvor du logger ind med MitID og kan søge om hjælpemidler direkte. Kan du ikke bruge den digitale løsning, skal kommunen tage imod ansøgningen på anden vis — ring til visitationen eller hjælpemiddelafdelingen. Du behøver ingen henvisning fra lægen.
2. Beskriv hverdagen, ikke diagnosen. Kommunen vurderer funktionsevne: Hvad kan du ikke længere, og hvad ville hjælpemidlet ændre? Vær konkret — “jeg kan ikke gå til købmanden uden pauser” siger mere end et diagnosenavn.
3. Tag imod hjemmebesøget. Mange kommuner sender en ergoterapeut forbi. Det er din bedste chance for at vise behovet i praksis — og for at få faglige råd med i købet.
4. Få afgørelsen på skrift. Kommunen skal give dig en skriftlig afgørelse med begrundelse og klagevejledning. Den lander som regel i din Digital Post, så hold øje der og ikke i postkassen. Sagsbehandlingstiden varierer — kommunerne offentliggør selv deres frister.
5. Uenig i afslaget? Klag. Klagen sendes til kommunen inden fire uger — fastholder den sit afslag, går sagen automatisk videre til Ankestyrelsen.

Regn med det billigste, der virker. Kommunen skal bevilge det billigste hjælpemiddel, der er egnet til dit behov — ikke det bedste, der findes, og ikke nødvendigvis det, du helst vil have. Egnet er nøgleordet: kan et billigere produkt løse din opgave lige så godt, er det dét, du får. Vil du have et dyrere hjælpemiddel, er det netop dér, det frie valg kommer ind, og du lægger selv differencen. Og husk forskellen på at eje og låne: et teknisk hjælpemiddel låner du af kommunen, og du afleverer hjælpemidlet igen, når behovet ophører — mens et kropsbårent hjælpemiddel eller et forbrugsgode bliver dit hjælpemiddel, som du selv ejer.

Hvad med behandlingsredskaber og midlertidige behov?

Skal du bruge krykker efter en operation eller en badebænk i seks ugers genoptræning, er det ikke en sag for kommunen — serviceloven kræver varighed. I stedet udlåner sygehuset behandlingsredskaber, når de er en del af behandlingen. Spørg altid afdelingen, før du selv køber.

Dækker sygehuset ikke, og er behovet kort, er eget køb ofte billigere end besværet: krykker fås fra omkring 150 kr., og en badebænk fra omkring 300 kr. Vores kategorisider viser dagens priser fra danske forhandlere, så du ikke betaler mere end nødvendigt.

Helbredstillæg — pensionens egen kasse, og den ser på din økonomi

Er du folkepensionist, findes der en pengekasse mere, og den forveksles konstant med hjælpemidler: helbredstillægget. Det hører under pensionsreglerne, ikke serviceloven, og det er en vigtig forskel. Hjælpen til hjælpemidler er uafhængig af indkomst og formue — helbredstillægget er det stik modsatte: det afhænger af din egen økonomi.

Almindeligt helbredstillæg dækker en del af dine egne udgifter til tandlæge, receptpligtig medicin, høreapparater, fysioterapi, fodterapi, psykolog og kiropraktor — altså ydelser, hvor det offentlige i forvejen giver tilskud. Udvidet helbredstillæg dækker tandproteser, briller og fodbehandling, og her skal du søge kommunen og have svar, før du bestiller behandlingen.

To ting afgør, hvad du får. Det ene er din personlige tillægsprocent: lav indkomst giver en høj procent, høj indkomst en lav. Tillægget udgør højst 85 procent af din egen udgift, og det skaleres derefter med din procent. Det andet er din likvide formue — kontanter, indestående og værdipapirer, lagt sammen med en eventuel ægtefælles eller samlevers. Ligger den over 108.000 kr. (2026), får du ikke helbredstillæg, uanset hvor lav din indkomst er.

Så: skal du bruge en rollator, er din opsparing uden betydning. Skal du have nye briller som pensionist, er den afgørende.

Ofte stillede spørgsmål